Vinstuens Historie

Vinstuen har en lang og mangfoldig historie. Skiltet har ikke altid læst ”Vinstuen”, som det gør i dag, men det hed oprindeligt ”Passage Vinstue”. Der har gennem en del år været navneforvirring når det kommer til Vinstuen. Hed det Passage Vinstue, Passage Vinstuen eller er det slet og ret Vinstuen. I dag er det sidste gældende.

Vinstuen er blandt Aarhus’ ældste værtshuse, der stadig ligger på den samme adresse og stadig serverer diverse alkoholiske drikke. Netop pga. denne alder er der flere historikere der har gravet i, og skrevet om Vinstuens historie. I 2011 blev hjemmesiden Århusiansk Bodegakultur lavet, som en del af et formidlings projekt ved Aarhus Universitet. Dette er nok den mest dybdegående historiske undersøgelser der er blevet lavet i Vinstuens historie og på denne side kan man læse:


Første gang man kan støde på Passage-Vinstuen i de lokale medier er i en åbningsannonce i Aarhus Stiftstidende d.10 og 12. januar 1913:

”Passage-Vinstuen er aabnet. ’Ankershus’ gennem Porten. Vinhandler W. Maardt.”

Bygningen som huser Passage-Vinstuen er opført lige omkring århundredeskiftet, og hvad der har befundet sig i Passage-Vinstuens lokaler i stedets første 13 år vides ikke. Vinhandler W. Maardt, der tidligere havde drevet en beværtning i Skolegade, boede selv i en sidebygning til Fiskergade 38 – men ifølge senere oplysninger også på 1. sal i Fiskergyde 15. Allerede i værtshusets første par år satte nummerforvirringen tydeligvis ind!

D. 29. august 1916 dukker Passage-Vinstuen op i en annonce i de lokale dagblade: ”En kold Sjus 35 Øre. Servering i Haven. ’Passage-Vinstuen’ Søndergade 1 a-”. Her annonceredes der altså med en beliggenhed på strøget. Om den første ejer fortælles det, at han, uvist af hvilken årsag, gik under øgenavnet ”Pastor Smadder”. Og om stedet fortælles det endvidere, at tonen på Passage-Vinstuen var af en bramfri karakter. I John W. Oldams ringbind, som kan findes på hovedbiblioteket, refereres der til en Bacchus-dyrkende passus, som var skrevet på en af loftsbjælkerne, angiveligt af ”Pastor Smadder” selv:

”Pris være den gode St. Clemens.
Han opfandt Whiskey i vandet.
Dør man ikke af Tremens,
saa dør man af noget andet.”

Det morsomme digt er det dog ikke længere muligt at se på Passage-Vinstuen. Det er sikkert blevet fjernet af senere ejere i forbindelse med renovering. Selvom tonen er blevet beskrevet som bramfri, er der dog meget der tyder på, at stedet ikke først og fremmest blev besøgt af havnearbejdere og håndværkere. Nærheden til strøget og det faktum, at vin dengang rent faktisk var en del af menukortet, har sikkert også bevirket, at det snarere var ’pæne’ mennesker, der betjente sig af Passage-Vinstuen end det håndarbejdende folk.

Den digteriske ”Pastor Smadder” døde d. 2. september 1920. Herefter drev hans enke, Betty Sophie Margrethe, værtshuset videre i hans ånd indtil 1922. Herefter overtog en K. Østergaard Andersen stedet, og han indrykkede i forbindelse med sin overtagelse af Passage Vinstuen, følgende artikel i Aarhus Stiftstidende d. 21. maj 1922:

”Maardts ’Passage Vinstue’. Varm Frokost 1 kr. Godt Smørrebrød. Priser på øl og Spiritus er nedsat (ny Vært)”.

Senere samme år annoncerede han ligeledes i Demokraten, at stedet var blevet renoveret og priserne nedsatte. K. Østergaard Andersen døde 19. april 1927, og også han blev efterfulgt af sin enke, der ligeledes holdt ud i to år. Herefter skiftede værtshuset ejer et par gange, før Inger Frentz tog over oktober 1929. Hun drev værtshuset indtil 1941, hvor en J. Karner tog over og efter ham Bjørn Rasmussen, der også drev cykelbanens restaurant. I bogen ”Aarhus. Jyllands Hovedstad II” fra 1946, der ligeledes kan findes på lokalarkivet, beskrives Passage-Vinstuen i Bjørn Rasmussens tid som ”En fredfyldt plet midt i Storbyens hektiske Trafik”. Denne ”fredfyldte plet” skulle stedet dog ikke blive ved med at være. I 70’erne og 80’erne havde stedet et noget blakket ry som et tilholdssted for bøller og slagsbrødre.


 I 1984 overtog Karen Laura Ballegaard og Carl Erik Jensen stedet og de prøvede at rydde op i de omtalte slagsbrødre. Dette så hun dog ikke ført til dørs før stedet i 2003 overgik til Kjeld Nørgaard. Også Kjeld Nørgaard arbejdede på at rydde op i Passage Vinstuens klientel og skabe et nyt ry og rygte. Men den slags tager tid. Dog nåede Kjeld Nørgaard et langt stykke af vejen mod at gøre Vinstuen til et sted for studerende og unge mennesker, før stedet igen fik nye ejere i efteråret 2010. Ved dette skifte blev der lavet en del nye tiltag og tiden var moden til endelig at ryste det gamle ry helt af sig.

I dag er Vinstuen et sted der besøges af en bred vifte af gæster. Der kommer turister ind fra strøget, de ældre stamgæster viser sig primært i dagtimerne og de unge og studerende ankommer i aftentimerne og i weekenderne, ofte i stort antal. Stemningen er stadig den afslappede bodegastemning, priserne overkommelige, servicen i top og humøret altid højt.

Authentic Tradition

Vinstuen  |  Fiskergyde 15  |  8000 Århus C 
Tlf: 86 12 10 37  |  eMail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Copyright 2019  |  Vinstuen